onsdag den 3. august 2011

LOPPEMARKED I BALLERUP

Bare lige et hurtigt indlæg, for i lørdags nåede jeg forbi et loppemarked i Ballerup. Dem der kender mig ved jeg arbejder som postbud i Ballerup om lørdagen, og min arbejdstid slutter samtidig med at det ugentlige loppemarked officielt lukker, så det er ikke så tit jeg når det - det er faktisk kun anden gang i år.

Jeg fik fat i 4 ting med relevans for bloggen her. Og deraf var der faktisk kun 2 jeg kunne tilføje samlingen.

De to der blev sorteret fra igen da jeg kom hjem var en 7" single med Tommy Seebach ("En Lyserød Pyjamas For To", hvor Claus Asmussen vistnok spiller guitar, det gjorde han ihvertfald da sangen i sin tid blev fremført ved dansk Melodi Grand Prix), og en LP med Mills Brothers ("Copenhagen '81", udgivet på Storkophon, og produceret af The Stork, der skulle være et fællessynonym for Shu-Bi-Dua). Jeg vidste selvfølgelig godt at jeg havde de to ting, men til de billige priser kan man næsten ikke lade være med at købe tingene - det KUNNE jo være der var en eller sær afvigelse fra de udgaver man havde i forvejen. Well, well...

Af de to jeg beholdt er det faktisk kun den ene jeg er helt sikker på hører til. Endnu en Tommy Seebach 7" single, "Tommygum Rock'N'Roll Show / Yes Or No" (1977, EMI, 6C 006 39160). Begge numre er fra albummet TOMMYGUM, og Claus Asmussen var tekniker.

Den anden er en 7" single med Ole Juul, "Jeg Har En Sang Til Dig Om Kærlighed / Jeg Kan Godt Li' Æbler" (1973, EMI/Columbia, DD862). På selve labelen (ikke på coveret) står der under Ole Juuls navn "med medlemmer af Sir Henry". På dette tidspunkt var Claus Asmussen medlem af Sir Henry, så jeg vil mene der er RET stor sandsynlighed for at han deltager på singlen. Ole Juul blev iøvrigt selv medlem af Sir Henry året efter (hvor gruppen så bestod af ham, Tommy Seebach, Claus Asmussen og Ole Bredahl).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar