lørdag den 9. juli 2011

INTRODUKTION

Velkommen til min nye blog. Hvis du læser med her har du nok en eller anden form for interesse i Shu-Bi-Dua og de efterhånden temmelig mange musikere der har været medlem af bandet i kortere eller længere tid gennem de sidste snart 40 år. Jeg har været fan af bandet siden jeg første gang hørte SHU-BI-DUA 7 i december 1980, og har været samler ca. ligeså længe.

Først fik jeg samlet kopier af pladerne på kassettebånd, kopieret fra mine forældres venner og bekendte, og der var heldigvis flere af dem der havde nogen af pladerne. Så købte jeg de originale kassettebånd, min lokale FONA havde de fleste, og senere endnu købte jeg så LP udgaverne.

Da jeg nu havde alle LPer og kassettebånd opdagede jeg til min overraskelse at de enkelte medlemmer sørme også lavede ting ved siden af Shu-Bi-Dua, og så tog det for alvor fart. Jeg opdagede også at de enkelte plader var kommet i forskellige optryk, med større eller mindre forskelle på covers og/eller labels.

I perioder har samlermanien været sat på pause, men i den sidste tid er det bare kørt derudaf, og der er kommet nye ting til samlingen hver uge. I et stykke tid har tanken om at lave denne blog ligget og rumlet, og nu er den altså blevet en realitet. Det er ikke en nyhedsblog som sådan (selvom der sikkert vil dukke nyheder op fra tid til anden), men en personlig beretning om et liv som samler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar